
Kære allesammen
Et første hej fra det solrige Californien, hvor vi nu er taget på rekreation efter en vel afsluttet skisæson i Revelstoke. Det overrasker nok ikke nogen, at det var en temmelig stor omvæltning at komme fra lille hyggelige landsby-med-8000-indbyggere Revelstoke, hvor vi kunne se snedækkede bjerge så langt øjet rakte og så til Los Angeles, hvor vi nu kan se palmer, biler og mennesker så langt øjet rækker.
Vi landede i LAX for fem dage siden, hvor vi blev taget godt imod af Scott (Villars' gamle ven) og hans 2-årige søn Tristan. Flyveturen fra Canada var temmelig smertefri, og det gik som smurt at blive lukket ind i det ellers så lukkede USA - det har vist noget at gøre med, at vi kom fra den canadiske grænse. Nu er der så gået et par dage her i Orange County, hvor vi bliver passet og plejet og får leget turister med stort T-U-R-I-S-T-E-R. Både Scott og hans kone Deanna arbejder for Disneyland, så vi har indtil videre brugt det meste af tiden i deres forlystelsesparker. Good entertainment for the whole family!
De videre planer hedder blandt andet: Seaworld, Universal Studios, San Diego Zoo, plus masser af fastfood. Den gennemsnitlige amerikaner - inklusive Scott og Deanna - synes det er bedst, hvis man har lidt på sidebenene, og eftersom vi har spenderet 3 temmelig aktive måneder i de canadiske bjerge, har vores sideben ikke meget på sig. Vi må se, om det kan lykkes for Scott og Deanna at fede os lidt op.
Der ligger masser af nye billeder i photo streamen, så slå jer løs!
Håber I alle har det godt.
Solrige hilsener
Villars og Marie




